Favrholm IK åbner dørene til et nyt streetdance-tilbud, når TK Studio inviterer til gratis åbent hus lørdag den 10. januar kl. 14.00–15.00. Her kan børn, unge og voksne få et indblik i streetdance i et trygt, energisk og inkluderende fællesskab.
TK Studio er en del af Favrholm IK og arbejder med all style streetdance, hvor groove, rytme, freestyle og koreografi kombineres og tilpasses både alder og niveau. Tilbuddet er skabt med et klart mål: at gøre streetdance tilgængeligt for alle – uanset erfaring og økonomisk formåen.
Hovedinstruktør er Tobias Kobberup, erfaren DGI-instruktør og tidligere landsholdsdanser, som har repræsenteret Danmark ved både EM og VM. Undervisningen tager udgangspunkt i bevægelsesglæde, faglig kvalitet og et stærkt fællesskab omkring dansen.
Åbent hus starter med en kort velkomst og introduktion til TK Studio og visionen bag danseskolen, efterfulgt af en danseopvisning, hvor streetdance opleves i praksis. Der bliver også præsenteret de fem hold – fra TK Kids og Boyz Only til unge- og voksenhold – samt mulighed for at høre om indskrivning og eventuel kontingentstøtte.
Arrangementet afsluttes med åbent studio, hvor du kan møde Tobias Kobberup og de andre instruktører, stille spørgsmål og få en uformel snak om niveau, undervisning og fællesskab.
Tid og sted: TK Studio, Åmosevej 11A, 3400 Hillerød
Deltagelse er gratis, og tilmelding er ikke nødvendig. Favrholm IK byder på kaffe, te, saftevand og sunde snacks.
For mere information kontakt Tobias Kobberup på dans@favrholmik.dk