Succesfuld urtevandring og workshop med Maria Hyldemor

I weekenden mødte over 60 deltagere op i solskin og højt humør, da Favrholm Naturskole i weekenden var vært for en inspirerende urtevandring med Maria “Hyldemor” – kendt fra TV – på Favrholm Pionercamp i Hillerød.

Deltagerne sankede vilde urter, lærte om deres helbredende egenskaber og fremstillede både urteolie og urtetinktur under kyndig vejledning af Maria Hyldemor. Arrangementet blev indledt af Peter Bennett, forperson i Friluftsrådet, som har støttet Favrholm Naturskole.

“Vi støtter alle former for positivt brug af naturen, og sankning er i den grad noget, der kan få danskerne ud i naturen og skabe forbundethed med den,” udtalte Peter Bennett.

Stemningen var afslappet og nysgerrig, og deltagerne fik både ny viden og konkrete produkter med hjem – alt sammen i smukke omgivelser og med naturen som ramme.

Maria Hyldemor kan opleves igen i Hillerød den 2. oktober kl. 19, hvor hun holder foredrag på Hillerød Bibliotek om vintermørket og hvordan man kan bruge det til at skabe mere harmoni i tilværelsen. Billetter kan købes via Hillerød Biblioteks hjemmeside.